De skjulte, hengemte og undertrykte følelser




Det er ikke altid, at vi overhovedet er klar over, at de er der. Nogle gange har vi gemt dem så godt og grundigt af vejen, at vi slet ikke aner, at de eksisterer i os.

Det kan virkelig komme bag på os – ja faktisk være vildt chokerende (ikke mindst når vi opdager dem hos os selv), at mennesker kan leve med skjulte følelser hele deres liv – uden at være bevidste om det.

De skjulte følelser, er ofte relateret til et barndomstraume, der ikke er blevet forløst. Enhver traumatisk begivenhed eller misbrug i barndommen (set ud fra det pågældende barns øjne), kan forårsage et barndomstraume. Eksempler heraf kan nævnes forældre, der skændes meget, alvorlig sygdom, vold, skilsmisse, chokerende tab, forældre med psykiske lidelser, forældre med misbrugende adfærd, enten psykisk, fysisk eller seksuelt, forældre med misbrug, eks. alkohol, omsorgssvigt eller mobning.

Traumer fra barndommen

Tidlige barndomstraumer har vist sig at være mere skadelige for personen end traumer oplevet senere i livet, på grund af den enorme udviklingsmæssige proces, der netop sker i de tidlige år af barnets udvikling, både neurologisk og psykisk.

De traumatiske oplevelser et barn gennemgår i disse år, kan skabe forstyrrelser i barnets fysiske og psykiske udvikling, herunder dannelse af “selvet”, fysiologi, evne til at mærke og håndtere følelser, evne til at tænke, evne til at lære og koncentrere sig, styring af impulser, selvbillede og evnen til at skabe og indgå i relationer med andre. Alt dette, efterlader på hver deres måde, et massive aftryk i hjernen. De aftryk, følger barnet ind i voksenlivet. Her kan de medføre en lang række af fysiske og psykiske udfordringer, herunder skjulte følelser. Mange mennesker oplever på baggrund af dette, at de forandrer sig og at følelserne tager styringen for deres tanker og adfærd.

I de kommende blog-posts, vil jeg gennemgå nogle af de mest almindelige former for skjulte følelser, grundet barndomstraumer:

  • Frygt
  • Skam
  • Skyld
  • Vrede
  • Mistillid
  • Tristhed

Har du brug for at høre om andre? Så skriv til mig kontakt@mariahummelshoj.dk eller i kommentarfeltet.

Det første step

Det første step til at tage hånd om de skjulte følelser er at have fokus på kroppen.

Kroppen er det første af de tre lag (krop, sind, ånd) du skal have fokus på, når du skal kaste lys på en følelse. Det handler om at opdage, hvordan følelsen føles i din krop. Din krop reagerer nemlig typisk på den skjulte følelse, før end at dit sind bliver bevidst om, hvad der sker.

Alle følelser sidder i kroppen, så derfor er kropsbevidsthed en forudsætning for at blive opmærksom på følelsen.

Når du gennemgår den skjulte følelse, så svar efterfølgende på nedenstående spørgsmål. Formålet er at give dit sind mere bevidsthed om følelsen og at gøre den mere håndgribelig.

SPØRGSMÅL JEG KAN STILLE MIG SELV:

– Hvor i kroppen sidder den pågældende følelse hos mig?
– Hvis følelsen var synlig, hvilken farve og form ville den så have?
– Hvordan håndterer jeg følelsen når den kommer?
– Hvad er mit mønster?

Hvorfor er skjulte følelser Energi-dræbende?

Først vil jeg gerne lige nævne: Der er absolut intet som helst galt med dig! Bum! Så fik vi det på plads! Det er det, du har været igennem som barn, den historik der forelægger, som er årsag til, at du håndterer og reagerer på dine følelser som du gør. Det er en overlevelses strategi, som du har lært – enten af dig selv eller andre. En strategi, der har virket indtil nu.

Der er absolut INTET som helst galt med dig!

Maria Hummelshøj

Det er en fuldstændig naturlig reaktion, at undertrykke de følelser, som er fremkommet som resultat af en traumatisk barndom. Vi lærer at leve med lidelsen, for at kunne overleve.

Og “overleve” er ledetråden til det næste jeg vil komme ind på.

For vil du OVERLEVE eller LEVE?

Vil du OVERLEVE eller vil du LEVE?

Maria Hummelshøj

OVERLEVE eller LEVE?

OVERLEVELSE handler i ordets forstand om at sikre sig, at man ikke dør.

At LEVE handler om, at skabe værdi i det liv man lever.

Der er priser at betale og konsekvenser ved begge. Hvad vil du?

  • De skjulte følelser tærer af din livsglæde.
  • På din lyst til livet.
  • På din energi.
  • På din balance.
  • Og ikke mindst på din indre ro.

Hvis du derfor ikke neutraliserer de skjulte energi-dræbere, vil de bare fortsætte med at gøre det de hele tiden har gjort. Og så vil du fortsætte med at leve det liv du lever. Fortsætte med at æde af dit overskud. Fortsætte med det der er. Lige nu.  

At vi alle, på en eller anden måde, har traumer fra barndommen, betyder dog ikke, at vi ikke kan overvinde traumerne og stå i det lys vi er. For den vi er. Som den vi er. Med energi. Glæde. Varme. Nysgerrighed. Stolthed. Styrke. Værdighed. Tillid. Integritet.

Traumet ligger i nervesystemet og ikke i historikken. Historikken er som den er. Det kan vi ikke ændre på. Sket er sket. Historien derimod, er som du har skabt den. I dit sind og din krop. Dén kan vi ændre på. Og vi kan ændre på de energetiske blokeringer og kodninger samt hæmmende overbevisninger, der ligger inde i dig. “Er det så en form for omprogrammering?” – tænker du måske? Ja. Det kan man godt sige. Computerkassen er den samme. Men indholdet er, lige som vi vil have det.

At slæbe rundt på alle de skjulte følelser, er som at slæbe en stor, tung sæk med skrald efter os – lige meget hvor vi går. Prøv at se billedet for dig: Ned ad Strøget (hvis man ellers kan huske det, i disse corona tider) går der lige nu mennesker i lange rækker, for at lave juleindkøb. Ud over poser og gaver i hænderne, slæber de på de største sække efter sig – fyldt med gammel skrald. Der er da ikke noget at sige til, at de bliver drænet for energi! Og at livsglæden forsvinder!

Så tøm skraldesækken, tøm harddisken og få plads til noget nyt, let og lækkert i stedet.

Maria Hummelshøj

Jeg ved, hvad det kræver af arbejde, for at neutralisere, rumme og omfavne de skjulte følelser. Der findes ikke noget quick-fix. Det gør der aldrig med personlig udvikling. Omvendt, så er resultatet også livsvarigt. Og lige meget hvad, så synes jeg, at det er prisen værd. Efter at have arbejdet på min egen banehalvdel i mange år, står jeg idag et sted, hvor jeg virkelig knus-elsker den jeg er. Alt hvad jeg er. Betyder det så, at jeg aldrig mærker de tunge følelser? Nej. For jeg er bare et menneske. Men jeg ved, hvad jeg skal gøre når de kommer.

Jeg ved, at jeg har revner i sjælen, men jeg har valgt at fylde dem ud med guld – se styrkerne og guldet i mit crack (ligesom den japanske helings-teknik Kintsugi). Det gør mig bare til en endnu stærkere person. Jeg bliver mere og mere hel, for hver dag der går. Også i dén forbindelse, har jeg nu erfaret gang på gang, både hos mig selv og mine kunder, at Reiki er et FANTASTISK værktøj, som virkelig skaber underværker! På et helt andet plan end vi kan tale om via coaching.

Læs her hvad Reiki kan gøre for dig

Jeg ved nu, at jeg er værdig. Jeg ved nu, at jeg er værd at elske. Jeg ved nu, at jeg har en KÆMPE indre power og at mit lys skinner om kap med solen. Det gør vores alles lys. Hvis vi bare tør lade det skinne.

Vil du gerne have min hjælp til at gøre dig hel?, så tøv ikke med at kontakte mig.   

Den første, af de mest almindelige former for skjulte følelser, grundet barndomstraumer, jeg vil gennemgå i denne post, er FRYGT.

#1 Frygt

Frygt er en af vores grundlæggende følelser og den mest naturlige reaktion på en trussel, hvad end den er psykisk eller fysisk. Det kan godt være svært at skelne frygt og angst, da begge kan komme til udtryk med de samme symptomer. Men vid, at der er forskel. Sagt helt enkelt: Angst fortæller dig om en trussel, der findes inden for din hud (indre trussel), hvorimod frygt fortæller dig om en trussel, der findes uden for din hud (ydre trussel).

Men hvad mon din frygt handler om? Er der nogle bestemte mønstre, hvor den dukker op? Nogle bestemte sammenhænge?

Sådan mærkes følelsen (bl.a.) i kroppen: 

Kroppen bliver stresset. Den indre uro stiger. Musklerne spænder op. Ryster/skælver (pga spænding). Kroppen sveder. Hurtig vejrtrækning. Hjertebanke. Tørhed i mund. Kolde hænder/Varme hænder. Uklarhed/Tåget tankegang. Svimmelhed. Ubehag i maven/Kvalme.

Følelsen optræder når: 

Vi oplever fare og føler os truede af en ting, situation, hændelse eller person(er).

Følelsen optræder ved fravær af: 

Tryghed.

Formålet med følelsen: 

Frygtens grundlæggende formål er at bringe os i sikkerhed. Reaktionerne er kamp, flugt, frys, afhængigt af hvad kroppen (og dermed ikke sindet) finder mest hensigtsmæssigt i situationen.

Følelsen er forbundet med: 

Uvished og usikkerhed.

Konsekvensen af, ikke at tillade sig selv at føle følelsen:

Alle, på nær mennesker med skadet amydala (mandelformet område i hjernen, der er involveret i vores følelser som frygt og angst), føler instinktivt frygt fra tid til anden. Det er derfor ikke muligt (så vidt jeg er bekendt), at undertrykke denne følelse.   

SPØRGSMÅL JEG KAN STILLE MIG SELV:

– HVOR I KROPPEN SIDDER FØLELSEN AF FRYGT HOS MIG?

– HVIS MIN FRYGT-FØLELSE VAR SYNLIG, HVILKEN FARVE OG FORM VILLE DEN SÅ HAVE?

– HVORDAN HÅNDTERER JEG FRYGT NÅR DEN KOMMER?

– HVAD ER MIT MØNSTER?